Frilægning af tænder


Når tænderne bryder frem i munden, sker det under normale omstændigheder, på bestemte tidspunkter alt efter om det er en fortand, hjørnetand eller kindtand.

I nogle tilfælde hindrer tændernes størrelse, placering eller kæbens form og størrelse at tænderne bryder rigtigt frem.

I sådanne situationer kan man fritlægge tænder ved kirurgisk at fjerne den del af tandkødet som dækker tanden. Denne operation giver tandreguleringstandlægen mulighed for at "trække" tanden på plads med bøjler.

Operationen er kortvarig og vi kan tilbyde beroligende medicin forud for indgrebet.

 

Efter din operation


Vores daglige leder Helle eller en af vores kirurgiske klinikassistenter Camilla eller Christina, vil efter din operation grundigt vejlede dig indenfor kost, sårpleje og brugen af smertestillende.

Efter en operation i mundhulen, er det meget vigtigt at man lader såret få ro.

Mange vil tit, når de kommer hjem efter operationen, skylle og rense og spytte, fordi der er en dårlig smag i munden.

Netop dette skal man undlade, for at sikre, at såret kan nå at blive stærkt nok til at modstå mundens påvirkninger. Sammenbid på gazekompres er det bedste man kan gøre de første par timer og herefter blot give såret ro og følge de anvisninger, herunder f.eks. brug af sodavandsis, som man har fået fra vores kirurgiske assistenter.

Når du er klar til at tage hjem modtager du vejledningen i papirform, så du har noget at vende tilbage til hvis du bliver usikker på noget. Du er altid velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål vedrørende din operation.