Implantater

Tandimplantater er små cylindriske titaniumsskruer, som kan skrues fast i kæbebenet mhp. at erstatte tabte tænder.
Tandimplantater er unikke, da implantater sidder helt fast som en naturlig tand. Implantater kan både bruges til at erstatte enkelte tænder, men også til at erstatte tænder hos helt tandløse.
Operation med implantater foregår i lokalbedøvelse, fuld narkose eller ved sedation, og er kun forbundet med mindre ubehag.
Efter en individuel helingsperiode kan der monteres en kunstig tand ovenpå skruerne, som er helt naturlig i form og farve.
Efter din operation
Efter din operation vil en af vores kirurgiske klinikassistenter grundigt vejlede dig indenfor kost, sårpleje og brugen af smertestillende.
Efter en operation i mundhulen, er det meget vigtigt at man lader såret få ro.
Mange patienter vil ofte, når de kommer hjem efter operationen, skylle munden og spytte, fordi der er en dårlig smag i munden. Netop dette skal man undlade for at sikre, at såret kan nå at blive stærkt nok til at modstå mundens påvirkninger. Sammenbid på gazekompres er det bedste, man kan gøre de første par timer, og herefter skal man blot give såret ro og følge de givne anvisninger, herunder f.eks. brug af sodavandsis, som man har fået fra vores kirurgiske assistenter
Når du er klar til at tage hjem, modtager du vejledningen i papirform, så du har noget at vende tilbage til, hvis du bliver usikker på noget. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål vedrørende din operation.
