Behandling

Hemisektion

Nogle tænder kræver en rodbehandling. Rodbehandlinger kan være vanskelige at få helt tætte. Dette kan give anledning til en betændelse omkring hele eller dele af en rod på f.eks. en kindtand med tre rødder.

Oftest kan man forsøge at lave en fornyet rodbehandling, men tænder med store kroner eller stifter kan være vanskelige at rodbehandle igen. 

Oftest vil man så forsøge at lave en rodspidsamputation (se Rodspidsamputation). En sådan behandling forudsætter dog, at kæbebenet er stærkt omkring roden. Nogle gange har en langvarig betændelse ved en rod ødelagt for meget af knoglen. I sådanne tilfælde kan man, med god succes, fjerne den syge af de tre rødder, hvorefter tanden kan leve videre uden problemer.

Efter din operation

Efter din operation vil en af vores kirurgiske klinikassistenter grundigt vejlede dig indenfor kost, sårpleje og brugen af smertestillende.

Efter en operation i mundhulen er det meget vigtigt, at man lader såret få ro.

Mange patienter vil ofte, når de kommer hjem efter operationen, skylle munden og spytte, fordi der er en dårlig smag i munden. Netop dette skal man undlade for at sikre, at såret kan nå at blive stærkt nok til at modstå mundens påvirkninger. Sammenbid på gazekompres er det bedste, man kan gøre de første par timer, og herefter skal man blot give såret ro og følge de givne anvisninger, herunder f.eks. brug af sodavandsis, som man har fået fra vores kirurgiske assistenter.

Når du er klar til at tage hjem, modtager du vejledningen i papirform, så du har noget at vende tilbage til, hvis du bliver usikker på noget. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål vedrørende din operation.