Behandling

Fjernelse af visdomstænder

Denne operation foregår ved at man, under anvendelse af lokalbedøvelse, fuld narkose eller sedation og nogle gange noget beroligende medicin, fjerner visdomstænder, hvor der er fundet anledning til, at de skal bortopereres.

Operationen foregår ved, at man helt bagtil i kinden laver en lille rids i gummen. Tanden kan derefter identificeres og løsnes.

Nogle visdomstænder ligger skråt i kæben, og i dette tilfælde kan det være nødvendigt, at tanden deles i mindre stykker, inden den så kan fjernes. Når tanden er fjernet, placeres typisk 2 små tråde, som opløses af sig selv efter ca. 3 uger.

Efter din operation

Efter din operation vil en af vores kirurgiske klinikassistenter grundigt vejlede dig indenfor kost, sårpleje og brugen af smertestillende.

Efter en operation i mundhulen er det meget vigtigt, at man lader såret få ro.

Mange patienter vil ofte, når de kommer hjem efter operationen, skylle munden og spytte, fordi der er en dårlig smag i munden. Netop dette skal man undlade for at sikre, at såret kan nå at blive stærkt nok til at modstå mundens påvirkninger. Sammenbid på gazekompres er det bedste, man kan gøre de første par timer, og herefter skal man blot give såret ro og følge de givne anvisninger, herunder f.eks. brug af sodavandsis, som man har fået fra vores kirurgiske assistenter.

Når du er klar til at tage hjem, modtager du vejledningen i papirform, så du har noget at vende tilbage til, hvis du bliver usikker på noget. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål vedrørende din operation.